Med et gyldigt jagttegn kan man efter våbenlovgivningen købe et haglgevær, men før du må bruge det til jagt, kan det være du skal bestå en haglskydeprøve.
Har du taget jagttegn i 2014 eller senere, skal du bestå en haglskydeprøve, før du må gå på jagt med glatløbet haglgevær og randtændte jagtrifler. Man kan tilmelde sig en haglskydeprøve, når man har bestået jagtprøven. Haglskydeprøver afholdes af Danmarks Jægerforbund for Miljøstyrelsen.
Tid og sted for haglskydeprøver vil fremgå, når man logger på Mit Jagttegn
Har du taget jagttegn før 2014 er der ikke krav om bestået haglskydeprøve inden du må anvende dit haglgevær til jagt.
Før prøven
Før prøven skal du indbetale et prøvegebyr på 200,00 kroner og tilmelde dig en haglskydeprøve. Betaling og tilmelding sker på Mit jagttegn.
Du kan læse mere i “Huskeliste til haglskydeprøven”, som du kan finde i filoversigten i boksen “Har du husket…”.
Til prøven
Til prøven skal du fremvise gyldigt jagttegn og fotolegitimation, medbringe haglgevær og den fornødne flugtskydningsammunition. Det vil sige patroner med haglstørrelse 7 – 9 og en haglladning på maksimalt 28 gram.
For at bestå prøven
Til haglskydeprøven afgives skud til maks. 6 højreduer, skud til maks. 6 venstreduer og skud til maks. 6 bagduer. Det er aspiranten, der afgør, hvorvidt der skydes et eller to skud til duerne, men der må maksimalt anvendes 18 patroner til hele prøven. For at bestå skal to lerduer i hver kategori rammes. Nærmere detaljer om den praktiske prøve er defineret i “Instruks for haglskydeprøve” (find filen i boksen “Har du husket…”).